Nyhed, 01.oktober 2024

Arbejdsmiljøkonference, Second Opinion og Vinterseminar

Nyhedsbrev oktober 2024

Arbejdsmiljøkonference:

Branchefællesskabet for arbejdsmiljø, BFA, afholder den 14. november 2025 en spændende arbejdsmiljøkonference i Middelfart.  Konferencen kan indgå som det lovpligtige efteruddannelsestilbud til medlemmer af arbejdsmiljøorganisationer (AMO). Alle med interesse for arbejdsmiljø, herunder virksomhedens arbejdsmiljørepræsentanter, ledere mv. kan deltage.

Konferencen sætter fokus på virksomhedernes arbejdsmiljøarbejde, og hvordan man kan få en bedre sikkerhedskultur. Konferencen byder også på andre aktuelle emner som f.eks. om arbejdsmiljø kan lægges til grund for kreditværdighed samt unges arbejdsmiljø og trivsel. Se program og tilmeld dig på: Branchearbejdsmiljørådet Jord til Bord informerer om arbejdsmiljø (baujordtilbord.dk)

Second opinion:

Med landbrugsaftalen fra 2021 blev det besluttet at gennemføre en second opinion af det faglige grundlag bag kvælstofreduktionsmålene i vandplanerne.

Den er gennemført af en taskforce bestående af Fødevareministeriet, Miljøministeriet og med Finansministeriet som formand. Second opinion er gennemført af de tre ministerier på baggrund af eksterne analyser fra både Cowi, et internationalt ekspertpanel, supplerende analyser fra AU/DHI, rapporter fra fire kystvandråd samt ministeriernes egne analyser.

Den nye evaluering slår fast, at de nuværende vandplaner mange steder i landet reelt stiller krav om indsatser, der skal kompensere for andre landes udledninger til dansk vandmiljø. Det skal rettes i vandplanerne, hvilket Landbrug & Fødevarer ser positivt på. Den aktuelle konsekvens er, at vi flere steder i landet er i mål eller markant nærmere målet for reduktion af kvælstof. 

Samlet set lander indsatsbehovet dog, på grund af en ny beregning af de faktiske udledninger, på cirka samme niveau på landsplan. Det rammer særligt landmænd i den østlige del af landet, hvor indsatskravene mange steder stiger kraftigt. Landbrug & Fødevarer er kritiske over for reduktionsmålene i dele af landet, som mange steder vil kunne få meget negative konsekvenser for landbrugsproduktionen. Flere steder er der fortsat usikkerhed om data og beregninger bag reduktionsmålene. 

Helt overordnet kan det konstateres, at der er taget højde for flere faglige kritikpunkter, men der er bestemt også udfordringer, der skal adresseres fremadrettet, og det især lokalt i regi af kystvandrådene.

Vinterseminar:

Sektionen for Større Jordbrug holder vinterseminar den 4.-5. februar 2025. Formand i Landbrug & Fødevarer har takket ja til at deltage og flere spændende foredragsholdere er på vej. Der arbejdes på et spændende program, hvor både grøn trepart og spændende virksomhedsprofiler forventes at være i fokus.

Hold øje med program og tilmeldingsblanket.

Helle Reedtz-Thott
Formand, Sektionen for Større Jordbrug