
Nyhedsbrev januar 2025
Årets første nyhedsbrev om BNBO, produktionsafgift, nyt lovforslag om forbedrede vilkår for generationsskifte og Realdania projekt om funktionstømte bygninger
BNBO – fra frivillige aftaler til påbud
Fristen for at indgå frivillige aftaler om at stoppe brugen af pesticider i boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) løb ud den 31. december 2024. Desværre er der langt fra blevet indgået frivillige aftaler i alle de BNBO, hvor kommunerne har vurderet, at der er behov for at beskytte områderne mod pesticider. De nyeste tal fra Miljøstyrelsen viser, at der kun er indgået aftaler ved 20 procent af boringerne.
De frivillige aftalers svære levevilkår
En aftale om pesticidfri anvendelse ved et BNBO kræver to villige aftaleparter – lodsejer og kommunen/vandforsyningen. Landbrug & Fødevarer har erfaret, at lodsejerne generelt har været villige til at indgå frivillige aftaler, men at flaskehalsen ofte er opstået hos kommunerne og vandforsyningerne. Landboforeningerne rundt omkring i landet har brugt mange kræfter på at banke på dørene hos kommuner og vandselskaber for at få lavet frivillige aftaler. Men desværre har vi oplevet, at der alt for mange steder ikke har været villighed eller ressourcer hos kommunerne til at lave frivillige aftaler. Derudover skal det understreges, at lodsejeren ved indgåelsen af frivillige aftaler måtte kunne forvente fuld erstatning for det tab, de så ud til at lide på arealet. Denne erstatning burde som minimum afspejle afgørelser fra Overtaksationskommissionen. Desværre har Landbrug & Fødevarer erfaret, at visse vandforsyninger har tilbudt erstatningssummer, der var langt under markedsstandarden. Der er også eksempler på, at kommunerne har været utroligt langsomme om at behandle ekspropriationssagerne, hvilke skal være på plads, hvis man som lodsejer skal opnå sin berettigede skattefri erstatning. Det er en betingelse for skattefrihed, at byrådet træffer beslutning om at ville ekspropriere og henviser til de korrekte lovbestemmelser.
Hvis lodsejerne havde fået tilbudt frivillige aftaler, hvor både formalia vedrørende ekspropriation og erstatningsbeløb var på plads, ville vi sandsynligvis have set en langt højere andel af aftaler indgået.
Hvad så nu?
Påbud og forbud udstedt med hjemmel i MBL § 24a kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet med en klagefrist på 4 uger. Klagen har ikke opsættende virkning, som vi ellers ser ved klager over afgørelser vedrørende MBL § 24 og § 26a.
Det er vigtigt, at lodsejerne både får den rette erstatning og behandling i forbindelse med et påbud eller forbud, og det vil vi i Sektionen for Større Jordbrug holde skarpt øje med de kommende måneder.
Produktionsafgift
Den nye fond blev etableret i 2024, og med fonden fik man hjemmel til at opkræve en årlig afgift på 15 kroner per hektar fra planteavlere med mere end 10 hektar. Allerede i 2024 blev de første bevillinger uddelt til en række projekter, før afgiften blev opkrævet fra landmændene.
Først nu modtager de berørte landmænd deres opkrævning for fonden. Årsagen er, at opkrævnings systemet først skulle etableres, og derfor bliver opkrævningen for både 2024 og 2025 sendt ud samtidig. Fra næste år vil der kun blive sendt én årlig opkrævning.
Ønsker du mere viden om produktionsafgiften, kan du klikke her: Om produktionsafgifter
Et længe ventet lovforslag om forbedrede vilkår for generationsskifte er nu fremsat
Nu er det længe ventede lovforslag endelig fremsat - til stor glæde for os i Sektionen for Større Jordbrug, der i den grad har generationsskifte tæt inde på livet. På trods af ventetiden er virkningsdatoerne for reglerne ikke ændret, hvorfor generationsskifteforbedringerne får virkning henholdsvis pr. 1. oktober 2024 og 1. januar 2025.
Lovforslaget indeholder følgende tiltag:
- Gave- og boafgiftssatsen nedsættes fra 15 % til 10 % ved generationsskifte af en driftsaktiv erhvervsvirksomhed til nære familiemedlemmer.
- Retskrav på værdiansættelse af erhvervsvirksomheder ved generationsskifte efter en skematisk model ved beregning af gave-/boafgift.
- Familieejede virksomheder med drift i form af udlejning af fast ejendom vil i modsætning til de nuværende regler skulle anses for en driftsaktiv erhvervsvirksomhed, der kan generationsskiftes med skattemæssig succession.
- Søskende omfattes af gaveafgiftskredsen fra 2027 og kan herefter modtage arv og gave til lav gave-/boafgift.
PwC holder webinar om lovforslaget den 4/2 kl. 9-10. Så det kan lige nås inden årsmødet!
Tilmeld dig her: Tilmeld dig her
Realdania støttet projekt: Nyt liv til funktionstømte bygninger
Realdania har i samarbejde med Landsforeningen for Økosamfund lanceret et nyt projekt, der har fokus på at give nyt liv til funktionstømte bygninger. De inviterer gods- og gårdejere til møde om projektet den 19. februar kl. 16.
Læs mere om projektet her: Invitation til Godsejer - Google Docs
Med venlig hilsen
Helle Reedtz-Thott
Formand, Sektionen for Større Jordbrug