Status på stop for indfangning af fasaner

Indsamling af nedlagte fasaner skal hjælpe med at skabe overblik over evt. fugleinfluenza i de vilde fugle.

Foto: Colourbox

Den 22. januar 2021 udsendte Miljøstyrelsen en nyhed om et midlertidigt stop for tilladelser til indfangning af fasaner. Stoppet skete på baggrund af risikoen for at indfangede fasaner kan være smittet med fugleinfluenza. Hvis der konstateres forekomst af fugleinfluenza i indfangede fasaner, kan det medføre begrænsninger i Danmarks muligheder for eksport af al fjerkræ.

Fødevarestyrelsen gik straks i gang med en risikovurdering for at afklare, hvornår indfangning af fasaner igen kan tillades. Til dette formål blev der nedsat en særlig gruppe, med ophæng i Fødevarestyrelsen. Danmarks Jægerforbund har været i dialog med denne gruppe og har tilbudt faglig sparring samt gjort opmærksom på, at de ejendomme, som indfanger fasaner, har behov for en afklaring, da det ellers vil være umuligt at producere danske fugle.

For at styrke det faglige grundlag som risikovurderingen bygger på, blev der derfor i de sidste dage af jagtsæsonen i samarbejde med Danmarks Jægerforbund iværksat en indsamling af nedlagte fasaner, fra i alt 10 forskellige ejendomme, spredt ud over hele landet. Formålet med undersøgelsen er at skabe sig et overblik over, om der er fugleinfluenza i vilde fasaner. Foreningen af Danske Herregårdsjægere hjalp med at kontakte relevante ejendomme, og i løbet af weekenden blev der indsamlet de nødvendige prøver, som onsdag i sidste uge blev afleveret til Sektionen for Patobiologi på København Universitet. Der er indleveret prøver fra tre ejendomme i Jylland, to ejendomme på Fyn, tre ejendomme på Sjælland og to ejendomme på Lolland og Falster.

Resultatet af undersøgelsen kendes endnu ikke, men vi er opmærksomme på at det haster med en afklaring for at kunne nå at indfange fasaner til brug for forårets produktion af æg og kyllinger. Vi vender tilbage snarest muligt.