Kvælstofregulering: Erhvervet skal selv løse det

Den enkelte landmand har selv ansvaret for at opretholde en bæredygtig produktion, og vi kan ikke fortsætte med at skubbe indsatser og reduktionskrav rundt mellem hinanden. I Større Jordbrug mener vi, at alle skal have et balanceregnskab, som godtgør N-tabet på bedriften.

Bragt i Effektivt Landbrug d. 28. november 2019

Det kom mere pludseligt end ventet. Regeringen fremrykkede kravet om op til 50 pct efterafgrøder til alle bedrifter i langt de fleste oplande i Danmark. Det er et gedigent krav, som for langt de fleste hverken giver agronomisk eller miljømæssig mening pga uhensigtsmæssige sædskifteændringer.

Indsatskrav skal være fagligt underbygget

Ikke desto mindre er det det indsatskrav som myndighederne har regnet sig frem til at vi skal opnå. Det krav er vi overhovedet ikke enige om, for der er meget mere der influerer på kystvandenes økologiske tilstand end kvælstofudledningen fra landbruget.

Men selvom vi insisterer på, at indsatskravet til landbruget bliver fagligt korrekt fastsat med proportionale indsatser til erhvervet, så vil der nok være oplande, der stadig har en udfordring i myndighedernes optik.

Spørgsmålet er derfor, hvorledes vi som erhverv indfri samfundets forventninger. Skal vi fortsat påtvinges et lige antal efterafgrøder (50 pct!) selvom vi godt ved, at udledningen og virkningen fra efterafgrøderne fra de enkelte bedrifter er vidt forskellig?

Alle skal have en effektiv kvælstofudnyttelse

Det åbenlyse svar er – nej. Vi er nødt til at tage fat om problemet på hver enkelt bedrift, hvis vi skal løse det. Mange bedrifter har i dag et lavt kvælstoftab fordi de allerede har en høj N-effektivitet i marken. Hvis vi som erhverv skal have en bæredygtig produktion, som efterlever samfundets krav, så skal alle have en effektiv kvælstofudnyttelse.

Behov for yderligere målretning

Vi er nu kommet dertil hvor myndighederne har målrettet indsatserne således, at det er den enkelte fjords målsætning, der definerer oplandets indsatskrav. Så langt så godt. Næste trin i målretningen må naturligvis være, at man sætter ind på de bedrifter, hvor kvælstoftabet er for højt.

Kort og godt er mit argument, at den enkelte landmand selv har ansvaret for at opretholde en bæredygtig produktion, og vi kan ikke fortsætte med at skubbe indsatser og reduktionskrav rundt mellem hinanden.

Slut med kollektive skideballer

Vi er kommet et stykke med den målrettede regulering, men vi skal videre med at zoome ind på problemerne, for erhvervet holder ikke til flere kollektive skideballer og efterafgrødeprygl til alle.

Hvis vi skal komme ud af kvælstofspændetrøjen, er vi nødt til at anerkende, at kvælstoftabet måske er for højt nogle steder, og så gøre noget ved det dér. Adfærdsændringen skal ske hvor det gavner. Og at nogle skal udvikle sig i den rigtige retning, har vi en fælles forpligtigelse til at støtte op om, således alle har en reel mulighed for at opnå en bæredygtig produktion.

I Sverige er det lykkedes

I Sverige er man lykkedes med en regulering, hvor landmandens kvælstofhusholdning er i centrum. Det kan være at man har andre kystvande i Sverige end i Danmark, men svenskerne lever op til præcist det samme nitratdirektiv som vi gør – og de gør det på en måde, hvor man ikke har som det primære formål at begrænse planteproduktionen. Det synes jeg, at man i Danmark kunne lære meget af.

Vi har værktøjerne

Det svenske system bygger på, at det er landmanden der har ansvaret for at tabet af kvælstof fra bedriften ikke er kritisk højt. Og vi har efterhånden alle værktøjer tilgængelige til at fastsætte og justere gødskningsniveauet i marken henover sæsonen til afgrødernes behov – dette gælder både i forhold til organisk gødning og husdyrgødning. Vi kan sagtens undgå udledningsproblemer. Det er min opfattelse at vi alle stilles bedre i et system, hvor faglighed og omtanke i planteproduktionen hersker frem for rigid input-regulering, hvor landmænd belemres med efterafgrødekrav uanset om efterafgrøder gør nytte eller ej.