Klima er et konkurrenceparameter

Det er ikke længere alene for den gode sags skyld eller som branding, du får brug for at kunne dokumentere dit CO2-aftryk som landmand. Også inden for den finansielle sektor får klimaregnskaber større fokus, når kreditvurderingsmedarbejdere skal vurdere deres landbrugskunder.

Indholdet i denne artikel er markedsføring for klimaregnskaber hos ConTerra

Foto: Prikken Design for Landbrug & Fødevarer

Hos Sektionen for Større Jordbrugs samarbejdspartnere i den finansielle sektor nikker de genkendende til et stigende behov for at kunne dokumentere CO2-aftryk. Her arbejder de aktivt med forbedring af klimaaftrykket og har det som en parameter, der indgår i vurderingen af kunden.

Helt konkret har man hos Jyske Bank fokus på, hvordan man med udlån kan bidrage til den grønne omstilling. Og i fremtiden vil klimaregnskaber for de enkelte landbrugsbedrifter blive et nødvendigt redskab, når kreditinstitutterne skal indgå i dialog med eksisterende og nye låntagere om, hvordan de kan hjælpe dem med øget bæredygtighed. Christian Bech-Ravn, Head of Rating & Investor Relations hos Jyske Bank, fortæller:

Vi har stort fokus på de udlån, vi laver, og vi ser på, hvordan vi kan være med til at finansiere en ændring af de nuværende udlån mod mere bæredygtige udlån. Her vil klimaregnskaber være et nyttigt redskab, fordi en sammenligning mellem landbrug kan være med til at identificere, hvor der er behov for, at vi hjælper med finansiering af klimatiltag.

Også hos Vækstfonden er bæredygtighedsparametre vigtige i den samlede vurdering af landbruget og investeringsprojektet. Lene Gade Hovmøller er Landbrugskundedirektør i Vækstfonden og bekræfter, at bæredygtighed får en stigende betydning for forretningsudvikling: "Bæredygtighed og ansvarlighed er allerede nu en konkurrenceparameter, og det vil kun komme til at fylde mere i fremtiden. Derfor skal landbruget blive ved med at innovere og udvikle sig selv, så vi forsat kan være en af de stærkeste fødevareproducenter i verden."

"I Vækstfonden vil vi gerne være med til at tage den vigtige snak om bæredygtighed, og derfor betyder det meget, når vi kigger på et investeringsprojekt på en bedrift. Hvert et skridt tæller, og derfor er det som landbruger vigtigt at have en strategi for, hvordan man bevæger sig i en mere bæredygtig og ansvarlig retning."

Det er nemt at bestille et klimaregnskab
Sektionen for Større Jordbrug har indgået samarbejde med Dansk Skovforening og ConTerra om at udvikle klimaregnskaber på bedriftsniveau. Som medlem af Sektionen for Større Jordbrug har du derfor nu mulighed for at bestille et klimaregnskab for din virksomhed til særlig medlemspris. Udviklingen af klimaregnskaberne begynder, så snart vi har modtaget de første 30 bestillinger, og er du blandt de første 50, som bestiller, får du dit klimaregnskab til en yderligere reduceret pris.