Multivitamin til landdistrikterne

I samarbejde med Landdistrikternes Fællesråd har Landbrug & Fødevarer udarbejdet vækstudspillet ”Genstart hele Danmark”. Udspillet indeholder 29 konkrete forslag, der kan skabe mere vækst og flere arbejdspladser på landet.

Landbrug & Fødevarers vækstudspil

Foto: Landbrug & Fødevarer

Forslagene omhandler bl.a. tiltag indenfor grøn omstilling, beskæftigelse, konkurrenceevne og oplevelsesøkonomi. Det pointeres samtidig, at det er vigtigt, at der også tænkes langsigtet, og bliver sat ambitiøse og forpligtende mål for udviklingen i landdistrikterne i de kommende år.

Kriser rammer historisk landdistrikterne hårdere end byerne. I landdistrikterne har tabte arbejdspladser adskillige negative følgevirkninger, hvis der ikke foretages investeringer. Fødevareerhvervet, turismen og produktionsvirksomhederne bliver vigtige aktører, når landdistrikternes fundament skal styrkes. I de kommende år bliver det også fortsat vigtigt, at der fra regeringens side gives incitamenter til at foretage grønne investeringer. Landbrug & Fødevarer er en vedholdende solid inspirationskilde til det genopretningspolitiske arbejde.

”Genstart hele Danmark” kan ses her

Hoteller og restauranter har det hårdt

Der er ingen tvivl om at særligt hoteller og restauranter er udfordrede. I udspillet lægges der bl.a. op til:

  • At sænke momsen for hotel- og restaurationsbranchen (som Tyskland og Norge har gjort).
  • At der indføres et 100 pct. fradrag på restaurationsudgifter for erhvervsgæster (virksomheder).
  • At der afsættes 150 mio. kr. til markedsføring og udvikling af mindre turismetilbud (f.eks. små overnatningssteder, lokalt guidede naturoplevelser, spisesteder mv.).

Der lægges yderligere op til:

  • At etablere udfordringsdrevne partnerskaber indenfor bl.a. klimaoptimeret industriel forarbejdning, klimaoptimeret planteproduktion, klimaeffektive husdyr cirkulært landbrug og energiproduktion.
  • At ændre forståelsen af landbrugsjord i skattemæssig henseende, så landbrugsjord med grøn energi (f.eks. solceller) fortsat beskattes som landbrugsjord.
  • At fremrykke investeringer i den danske infrastruktur og igangsætte i 2020 for at styrke beskæftigelse og produktivitet og samtidig understøtte den grønne omstilling af person- og godstransporten.
  • At fremrykke afskaffelse af PSO-afgiften på el, hvilket vil mindske erhvervslivets udgifter til el og derigennem forbedre konkurrenceevnen.
  • At mikrovirksomheder kan overdrage med skattemæssig succession til en ubegrænset personkreds. Initiativet vil fremme ejerskiftet i mikrovirksomheder, der defineres som virksomheder med maksimalt 10 beskæftigede og en omsætning eller balance på under 15 mio. kr. årligt. 

Landbrugets gode renommé

Landbrug & Fødevarer værner om forståelsen for Danmark som landbrugsland. Indgangsvinklen i forbindelse med omdømmekampagnerne tager gerne og ofte udgangspunkt i oplevelserne og autenticiteten man finder på landet og ikke mindst kvaliteten ved danske råvarer.

Den nuværende kampagne ”Noget af det bedste i verden er at være et landbrugsland” fokuserer netop på charmen ved danske (sommer)råvarer, imens projekter som Åbent Landbrug løbende opfordrer befolkningen til at tage en tur på landet og købe råvarer direkte fra producenterne. Projektet SPOR, samt vores samarbejde med foreningen Brug Min Baghave, fokuserer ligeledes på ”landets” natur og mange rekreationsmuligheder og seværdigheder. Hvert år, tredje søndag i september, åbner eventen Åbent Landbrug stalddørene for næsten 100.000 danskere. De mest populære gårde er ofte godser og herregårde, der snildt kan trække mellem 2000-5000 besøgende.