Landdistrikternes turisme overset

Coronapandemien har haft store konsekvenser i Danmark og i resten af verden. Gudskelov har vi udsigt til en pandemi, der går på hæld. Krisen har lavet nogle voldsomme lynnedslag i landbruget, hvor fx minkavlen og kødkvægproducenterne lider store tab. Men betragtet udefra har vores erhverv som en del af landbruget og fødevareklyngen ikke været blandt de virksomheder, der har lidt størst nød.

En faktor er dog blevet overset fra politisk hold. Blandt Større Jordbrugs medlemmer er turisme ofte den driftsgren, der bærer omkostningerne til den fælles nationale kulturarv, som de fredede og bevaringsværdige bygninger på godser og herregårde udgør. Når man ser på vores erhverv som en del af oplevelsesøkonomien og turismen, er vi hårdt ramte.

Vi falder mellem to stole
Problemet er, at vi udefra oftest betragtes som udelukkende værende en del af fødevareklyngen, mens mange af os i stigende grad også agerer som en turist- og kulturinstitution – dog uden statsstøtte. Kontrasten bliver slående, når vi under en krise som denne oplever, at vi som nation godt kan producere og sælge fødevarer, men fratages muligheden for at samles i større forsamlinger. I Større Jordbrugs Herregårdsudvalg må vi hverken overfor for os selv eller Christiansborg negligere, at vi er dybt afhængige af firmaevents, rundvisningerne, de uforglemmelige fester, slotsopholdet osv. Det er netop dem, der er med til at finansiere den fortsatte beståen af vores danske kulturarv på landet.

Den forretningsmæssige udvikling til dette stadie har været – og er til dels fortsat – en dynamisk overgang. Måske netop derfor kan det være svært at rubricere vores erhverv, og af samme årsag falder vi hurtigt mellem to stole, når der i en krisesituation etableres hjælpepakker og andre økonomiske tiltag.

Hvad kan vi lære?
Som Mette Frederiksen udtalte, da hun lukkede landet i marts måned, er situationen ny for os alle, og vi vil derfor komme til at begå fejl. Selv om meget fortsat kan ske, skylder vi os selv at reflektere over situationen; kigge tilbage og ikke mindst frem. Hvad har vi lært, og er der noget, vi kan gøre bedre?

Gør det en forskel, om det er P eller CVR?
Anvendelse af ordningen om kompensation for faste omkostninger er baseret på CVR-nummer. Vores forretningsmæssige aktiviteter og organisering i øvrigt betyder, at der – igen særegent for vores erhverv – ikke har været kutyme for at sprede de enkelte driftsgrene ud på flere CVR-numre. Ikke-corona berørte aktiviteter har derfor gjort, at vi samlet ikke ser så berørte ud målt på omsætningsnedgangen. De fleste medlemmer, som oplever stor aktivitetsnedgang i turismedriftsgrenen, er derfor afskåret fra at få kompensation.

Politisk har det været drøftet at basere beregningerne på P-numre i stedet. Selv om vi driver forretningerne fra samme adresse, kan det overvejes at sprede aktiviteterne ud på P-numre. Herigennem vil der også være mere transparens i forhold til det enkelte driftsspor. Det vil samtidig være en lille præventiv ændring, som kun vil have beskedne administrationsomkostninger.

Initiativ og fokus
Vi har set, at nogle af vores medlemmer på eget initiativ har skrevet til partiernes kulturordførere og lokale repræsentanter i Folketinget for at forklare situationen for de private aktører i landdistrikterne. Det er et initiativ, som vi i den grad bakker op om, og en dagsorden som vi også arbejder på at fremme.

Vores fokus i Sektionen for Større Jordbrug og i Herregårdsudvalget er nu på at være skarpe på udfasningen af hjælpepakkerne og betingelserne for at kunne drive forretningerne videre.

Mere lavpraktisk skal fremtidige tiltag som f.eks. en pandemiforsikring overvejes. Nytteværdien vil i sådanne tilfælde selvfølgelig være afhængig af præmien.

Vi vil meget gerne tilbage til hverdagen, men lad også dette være en anledning til at tænke i nye baner fremadrettet, så vi fortsat har ressourcer til at værne om kulturen.