Præcisionsjordbrug

Ny ambitiøs grøn dagsorden og forøgelse af bo- og gaveafgiften

Aftalen mellem S, SF, EL og R faldt sent tirsdag aften på plads, og først i aftalen beskrives den kommende regerings målsætninger for ”en grøn og bæredygtig fremtid”. En række af de centrale punkter fra aftalen, som er særligt relevant for vores medlemskreds fremgår nedenfor.

Landbrugsstøtten skal benyttes til bindende klimamål

Af aftalen fremgår, at bindende reduktionsmål for landbruget skal sikre, at erhvervet nedbringer udledningen af drivhusgasser. I den henseende skal landbrugsstøtten ”bruges aktivt som et redskab til at give landmænd incitament til at omstille til mere bæredygtig produktion og på den måde understøtte den grønne omstilling i erhvervet”.

I Sektionen for Større Jordbrug er vi ikke uenige i dette. Vi har også argumenteret for, at støtten alene bør differentieres i forhold til de grønne krav og ikke i forhold til bedriftens størrelse. Fremadrettet vil vi sikre, at der holdes skarpt fokus på dette.

Husk ejendomsretten

Den kommende regering vil desuden ”tage initiativ til en jordreform, herunder udtagning af landbrugsjord til natur”. Ligeledes der skal rejses ”mere bynær skov” og ”mere urørt skov og flere sammenhængende naturområder”. Desuden vil man ”undersøge muligheden for at forbyde sprøjtning og gødskning i beskyttede naturområder (§ 3-arealer)”. Disse initiativer vil få direkte konsekvenser for en række af vores medlemmers ejendomme. Det er fuldstændig afgørende for Større Jordbrug, at indgreb i ejendomsretten er nødvendige og fagligt begrundede, og at dette sker ved fuldstændig erstatning.

Vores vision for kvælstofreguleringen kan hjælpe en ny regering

Samtidig fremgår det, at ”det skal sikres, at den målrettede regulering fungerer, så udledningen af kvælstof nedbringes mærkbart”. Vi er derfor meget tilfredse med, at Større Jordbrug kan fremlægge en vision, der konstruktivt kan inspirere en kommende målrettet regulering.

Pesticidforbruget skal nedbringes – teknologien bør være svaret

I aftalen fremgår det desuden, at der skal ”gennemføres en kortlægning af udfordringerne i forhold til Danmarks grundvand som udgangspunkt for en samlet indsats, der skal sikre bedre beskyttelse af drikkevandet og nedbringe brugen af sprøjtegifte”. I forhold til at nedbringe pesticidforbruget har vi i Større Jordbrug svar på udfordringen. Vi har nemlig vist, at man kan nå meget længere ved investering i moderne teknologi frem for afgifter. Dette vil vi arbejde fokuseret på, at den nye regering præsenteres for.

I det hele taget har Større Jordbrug mange forslag til konstruktive og fagligt funderede løsninger til flere af de ambitioner, som er beskrevet i aftalen.

Bo- og gaveafgiften står til at blive hævet

Vi ser til gengæld med bekymring på, hvordan regeringen vil finde finansiering til sine initiativer. Det fremgår blandt andet, at den nye regering vil ”gennemføre omprioriteringer inden for det offentlige forbrug og målrettede skattestigninger, for eksempel at tilbagerulle lempelsen af bo- og gaveafgiften for virksomhedsarvinger”.

Der vil i den kommende tid forestå et stort arbejde med at holde regeringen og de kommende forligspartier op på, at en tilbagerulning af lempelsen af bo- og gaveafgiften effektivt vil spænde ben for, at vi kan sikre investeringer til den grønne omstilling.

I den henseende vil jeg gerne opfordre alle medlemmer i Større Jordbrug til at fremsende konkrete eksempler på, hvordan finansiering af generationsskiftet har ført eller vil føre til, at man må stoppe investeringer i projekter, for eksempel salg af skov, der også bidrager til den grønne dagsorden.

Send gerne dit eksempel til Nikolaj Ludvigsen på nlu@lf.dk, eller kontakt Nikolaj på telefon 5118 3318.

Christina Ahlefeldt-Laurvig

Formand for Sektionen for Større Jordbrug