Præcisionsjordbrug

Problemer skal løses hvor problemer er

Kvælstofreguleringen i dansk landbrug er gennemført gammeldags. Og den var ikke gået i byggebranchen eller transportsektoren. Men i landbruget slipper Landbrugsstyrelsen stadig afsted med at give alle landmænd samme miljøkrav uanset deres miljøprofil. I Større Jordbrug er vi klar med en vision for kvælstofreguleringen, som fokuserer på at løse problemerne, hvor problemerne er.

Fra man begyndte at regulere kvælstof, har vi fra Tolvmandsforeninger og senere Sektionen for Større Jordbrug været stærke fortalere for en regulering, der er baseret på udledning og faglighed. Vi skal bort fra et reguleringssystem, der fastholder danske landmænds økonomi og konkurrenceevne i en skruestik. Det er ødelæggende og desuden usympatisk. Man har ensidigt styret gennem sænkning af normer og en regulering på modeller og målinger der konceptuel ikke har fuldt med tiden (N-les og LOOP). Blandt fremtrædende forskere i plantevidenskab og i erhvervet er der udbredt enighed om, at det faglige grundlag er tæt på uegnet at regulere efter.

Magten skal tilbage til landmanden

Man har skabt et reguleringsregime, hvor man fra et centralt kontor bestemmer via et uigennemskueligt dato-diktatur, hvornår der skal pløjes, hvor og hvornår der skal sås efterafgrøder, og hvordan der jordbehandles. Man underkender naturlige sammenhænge om afgrødernes evne til at optage kvælstof, og man politiserer i reguleringen, hvor embedsfolk direkte båndlægger politikere til at tage hensyn til landbrugets struktur som en endegyldig rettesnor.

Man ansætter løbende flere embedsmænd til at styre færre og færre fuldtidslandmænd. Vi er betænkelig tæt på, at blot embedsværket i de tre centrale styrelser og departementet i landbruget snart overhaler antallet af fuldtidslandmænd. Disse tusindvis af ansatte styres overordnet af én minister. Tænk lidt over det. Kompleksiteten grænser til det ustyrlige.

Danske landmænd er i forvejen mest effektive

Den danske landmand er absolut toppen blandt de landmænd, der i den højproduktive del af verden er allerbedst til at udnytte kvælstof. Danske landmænd får mest korn, frø, rapsfrø/olie, roer, sukker, kød osv. pr. kg anvendt kvælstof. Det er som udgangspunkt altså ikke klodens største miljøsynder, styrelserne skal regulere. Det er tværtimod de landmænd, der er blandt de bedste i verden.

Behov for en ny måde at løse problemerne på

På den baggrund finder vi i Sektionen for Større Jordbrug, at der er behov for en ny måde at løse problemerne på. Vi anerkender, at det ikke er let. Men mindst 80 % af landbruget drives af professionelle landmænd. Overvejende er disse virksomheder dygtigt drevet, de har teknologi og rådgivning til rådighed som de færreste landbrug i verden. De kan håndtere komplekse regnskaber, hvor mange enheder skal spille sammen, de kan håndtere data fra satellitter, droner, komplekse EU indberetninger, robotter i mange afskygninger. En driftsleder på et af disse brug i dag er blandt de mest avancerede virksomhedsledere, når man skal se på den kompleksitet, de håndterer i dagligdagen. Man kan nævne pesticider og gødningsregnskaber, håndtering af medicin, forskellige såmaskiner, sprøjter, høstere, gylleudbringningsudstyr; for ikke at nævne et af den frie verdens allermest snærende bureaukratier.

Dansk landbrug har rigtig mange løsninger på verdens udfordringer med at brødføde en stigende befolkning og samtidig passe på miljø og klima. Men en af de største trusler er en destruktiv regulering på kvælstofområdet, hvor driftslederen skal bruge mere tid på at slå knude på sig selv i forhold til indberetning og datokrav frem for at udvikle markdriften i en stadig mere bæredygtig og meningsfuld produktion.

Sektionen for Større Jordbrugs vision:

  • En fremtidig kvælstofregulering skal løse miljøproblemer, hvor problemerne er. Det er i alles interesse, at reelle miljøproblemer løses ordentligt. Det kræver, at vi har gennemsigtighed og fagligt får beskrevet kvælstoftabet fra marken ud fra landmandens egne driftsdata. Det skal være slut med regulering på baggrund af gennemsnitstal fra N-les, som landmanden ikke kan genkende i produktionen.
  • Landmanden skal være ansvarlig for kvælstofanvendelsen på ejendommen, og det skal være en mulighed for alle at redegøre for dette via et frivilligt kvælstofbalanceregnskab. Udgangspunktet er, at landmanden effektivt kan udnytte sine ressourcer og potentiale for at omsætte kvælstof til afgrøder. Ud fra det dyrkningspotentiale, der er i et givent område, fastsættes en udledningsgrænse, og landmanden aflægger regnskab for sin udnyttelse af kvælstof.
  • Hvis en landmand er særligt dygtig, må han (naturligvis) bruge mere kvælstof, blot han overholder udledningsgrænsen.
  • Hvis en landmand ikke er i stand til at overholde udledningsgrænsen, pålægges han at løse problemet. Det kan han gøre ved at ændre sædskifte, reducere sin kvælstoftildeling, etablere efterafgrøder (for egen regning) eller anden ændring i markdriften. Det er landmandens ansvar at løse udfordringen.
  • Der er i de 90 vandoplande forskellige målsætninger. Hvis der er en særlig udfordring et særligt sted i et vandopland, hvor udledningen fra landbrugsarealet er for stort, må man i fællesskab sætte ressourcerne ind og løse problemet. Hvis problemet er størst på eksempelvis 15 % af arealet, skal indsatsen dirigeres mod de arealer. Her betaler man i fællesskabet landmanden for at lave en særlig indsats, et særligt sædskifte, minivådområder eller lign. Man kan forstille sig, at landmanden modtager måske 3-5.000 kr./ha for at løse særlige problemer.
  • I nogle områder vil problemerne måske være mere omfattende, og her skal man evt. tage landbrugsjord ud af drift. Det kan naturligvis kun ske mod fuld erstatning.