Præcisionsjordbrug

Når ytringsfriheden misbruges

Fakultetsdirektør Henrik Zobbe ved KU er enig i, at universitetsansatte skal have en faglig indsigt at byde ind med, hvis man skal udtale sig som for eksempel ”professor”.

Jeg forstår da godt, at hr. og fru Danmark lægger en stor autoritet i Stiig Markagers ord, når hans udtaler sig som ”professor ved Aarhus Universitet” om landmænds incitament til at indgå i kollektive virkemidler. Sandheden er jo dog, at han i den her sammenhæng blot er lægmand og ikke ekspert. 

For mere end to uger siden henvendte jeg mig til Aarhus Universitet i forbindelse med deres pressehåndtering i Berlingske Tidende, hvor professor i akvatisk økologi Stiig Markager udtalte sig langt uden for hans ekspertisefelt – og faktuelt forkert – om landbrugsstøtteordninger. Selvom Stiig Markager var langt uden for sit fagfelt, undlod han ikke at benytte sin professortitel og ansættelsessted.

Hverken Berlingske Tidende eller Aarhus Universitet har ønsket at berigtige fejlen – og de finder mærkeligt nok heller ikke, at der er noget galt i, at man benytter Stiig Markager med professortitel i en sammenhæng, hvor han tydeligvis ikke er ekspert.

Nu kommer fakultetsdirektør Henrik Zobbe ved Københavns Universitet os dog til undsætning. I en kommentar på Facebook skriver han:

”Langt hen ad vejen er jeg enig med Frederik i denne sag. Når man som universitetsforsker udtaler sig i en sag, må det være fordi, man har noget faglig indsigt at byde ind med. Hvis ikke, er man politisk og må derfor udtale sig som privatperson. Som universitetsansat må man starte med at stille sig selv tre spørgsmål, når journalisten ringer, eller før man af egen vilje deltager i en debat. 1) Har jeg deltaget i forskning, der kan understøtte min udtalelse, 2) Har jeg kendskab til forskning, andre har lavet, der kan understøtte min udtalelse, eller 3) Kan jeg med udgangspunkt i mit fag formulere argumenter, der kan understøtte min udtalelse. Hvis svaret på disse tre spørgsmål er nej, mener jeg, man skal lade være. Hvis man så udtaler sig, og det viser sig, at det, man har sagt, er forkert, bør man korrigere udtalelsen.”

Jeg sætter stor pris på, at Henrik Zobbe har valgt at give sin ærlige mening til kende, og den vil jeg selvfølgelig delagtiggøre både Berlingske Tidende, Aarhus Universitet og Stiig Markager i.

For ytringsfrihed forpligter og må ikke misbruges. Vi skal værdsætte og værne om ytringsfriheden, så vi kan debattere åbent og fair, og ikke smykke vores ord med lånte fjer. Den fremstilling, som vi har set i Berlingske Tidende, og den autoritet, som Stiig Markager udtaler sig med, er i mine øjne udansk og fej. Og det skal vi have gjort op med.

 

Frederik Lüttichau

Formand for Sektionen for Større Jordbrug